Sakskøbing Sogn   

 Forside
Information
Nyttige oplysninger
Gudstjenester
Børn & Unge
Menighedsraad
Nyheder & møder
Hør salmer på nettet
Billeder og fotos
Babysalmesang
Søg
Det sker i kirken
"Salmer i spil"

 

 

 

 

 

Mange salmer er knyttet til en højtid eller årstid. Man kan også have personlig tilknytning til en salme, fordi man har sunget den ved særlige lejligheder eller måske har fundet trøst i en salme. Nogle familier har tradition for at synge en bestemt salme f.eks. ved begravelse i familien. 

 

Når man vælger salmer til de kirkelige handlinger, er der mange ting, der spiller ind, især anledningen, særlige ønsker og tiden på året. Mange forbereder sig på samtalen med præsten i forbindelse med vielse, dåb eller begravelse ved at kigge i salmebogen. Der er 791 muligheder! Ofte ligger det lige for, hvad der er passende, men særlige ønsker spiller også ind. Kan man f.eks. synge julesalmen "En rose så jeg skyde" til en begravelse i foråret? Ja, det kan man sådan set godt, hvis der er oplagte grunde til det. Lige så vel som det et år gik an at synge julesalmen "Lad det klinge sødt i sky" til konfirmationen lige efter påske, fordi konfirmanderne insisterede på den. Og læser man efter, så er jul og påske faktisk tæt forbundet i den salme: "Født er Herren af en mø, og vi ej fødes til at dø." 

 

Hvis man skal vælge salmer til en særlig lejlighed i familien, kan man hente inspiration på giflerne.dk/salmer . Sakskøbing Kirkes Pigekor og Sakskøbing Kammerkor har indsunget en lang række salmer til dåb, vielse og begravelse, men også salmer, som kan bruges ved stort set alle lejligheder. Vi håber mange vil bruge siden og måske også give de mere ukendte salmer en chance, når der skal vælges. Det er også stedet, hvis man vil lytte til korsang og eventuelt selv synge med!

Leder man efter andre salmer end dem, vores to kor har indsunget, kan man slå op på www.dendanskesalmebogonline.dk. Her kan man læse alle salmebogens salmer og lytte til melodierne, dog kun med klaver/orgel.

 

Hanne Margrethe Tougaard, sognepræst

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 


Copyright © 2011 Sakskøbing Sogn
Senest opdateret: 07.12.2011